Fredning af bygninger i Qassiarsuk og Qanisartuut og anden kulturarvsbeskyttelse af område i Igaliku, Kommune Kujalleq

Høring om fredning af:

Høring om anden kulturarvsbeskyttelse af område D1 i kommuneplanstillæget for Igaliku:

Den ældre del af Igaliku´s stenhuse har stor kultur- og bygningshistorisk interesse og de er alle opført med et lokalt stenmateriale betegnet i daglig tale som igalikusandsten. Stedets beboere har på egen hånd formået at skabe et særpræget, homogent bygningsmiljø, hvis lige ikke ses andre steder i landet.

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv´s indstilling

I et samarbejde mellem Kommune Kujalleq, Grønlands Selvstyre, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Kulturstyrelsen i Danmark samt Bygdebestyrelsen og borgerne i området arbejdes der på et projekt om at få optaget et kulturhistorisk område i Sydgrønland på UNESCO’s Verdensarvsliste under titlen: ”Kujataa – grønlandsk landbrugskultur i over 1000 år” Området består af følgende 5 delområder beliggende i fjordsystemet omkring Tunulliarfik og Igalikufjorden (jf. kort fig. 1):

1. Qassiarsuk
2. Igaliku
3. Sissarluttoq
4. Vatnahverfi
5. Qaqortukulooq – Upernaviarsuk

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv finder, at bevarelse og beskyttelse af B-313, B-314, B-316 i Qassiarsuk og B-345 i Qanisartuut på grund af deres historiske og arkitektoniske værdi er af væsentlig betydning, og at de derfor bør fredes i henhold til §18, stk. 1 i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv finder desuden, at området, hvori igalikuhusene er beliggende er af en sådan karakter, at beskyttelse og bevarelse af området har væsentlig betydning, og derfor bør omfattes af anden kulturarvsbeskyttelse i henhold til §24, stk. 1 i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Formål

Fredning af B-313, B-314, B-316 i Qassiarsuk og B-345 i Qanisartuut og anden kulturarvsbeskyttelse af igalikuhusene vil bidrage til at sikre fortællingen om den grønlandske landbrugskulturs udvikling. Denne startede med den islandske bosætning fra slutningen af 900-tallet, og blev videreført fra 1783 da Tuperna og Anders Olsen med familie bosatte sig i Igaliku og senere fra 1924 i Qassiarsuk, da Otto Frederiksen med familie bosatte sig der. I dag findes i området et driftigt moderne landbrug, hvor fårehold kombineres med grønsagsproduktion, turisme og anden følgevirksomhed

Arkitekturhistorie

Qassiarsuk: Otto Frederiksens hus B-316 er sammen med fårestaldene B-313 og B-314 de ældste bevarede bygningsanlæg som blev bygget sydvest for ruinerne af den gamle nordbobygd Brattahlid. I 1924 fik Otto Frederiksen et byggelån på 3.000 kr. og slog sig ned på stedet som fåreholder på fuld tid. Den første sommer boede man i telt, mens det første bolighus og fårestalden B-313 blev opført. Allerede i 1933 blev huset nedrevet idet det ikke lå hensigtsmæssigt i forhold til de herskende vindretninger, og blev i stedet genopført på den nuværende placering. Huset er formentlig tegnet af tømrermester Pavia Høegh fra Qaqortoq. På Qaqortoq Museum findes originale skitsetegninger til et typehus, som i hovedtræk ligner Otto Frederiksens hus.

Otto Frederiksens hus er et bindingsværkshus med (en-på-to) bræddebeklædt facade og er beliggende tæt på bygdens elvudløb, med en nordsydvendt længderetning. Huset har et lille vindfang i vestgavlen, i dag med en indgangsdør placeret på nordsiden af vindfanget. På ældre fotos har indgangsdøren været placeret på sydsiden af vindfanget. Tagfladen er udført med tjærepap. Bygningen fremstår i dag med hvidmalede facader, hvidmalede vinduer med grønne karme, hvidmalet hoveddør med grønne karme og med grønmalet revledør i den sydvendte gavltrekant. Taget er belagt med sort tjærepap og har grønmalede vindskeder. Bygningen har en muret skorsten i rød, blank mur uden sokkel og udkragning. Fundamentet er af syldsten, som i dag er stedvist forstærket med anvendelse af beton.

Den gamle fårestald B-313 er fra ca.1925, og på billedet fra 1928 viser fårestalden før den blev forlænget mod nord. En ko- og hestestald fra samme tid er nu nedrevet, samt hølade hvor der også blev holdt høns. Den nederste fårestald B-314 er bygget i 1936. 11 år efter anlæggelsen af Qassiarsuk boede der i området 15 selvstændige fåreholdere, som alle var udlært ved fåreavlsstationen i Qaqortoq. I 1935 havde Otto Frederiksen 300 får, 2 køer, og 6 heste. Elisabeth og Otto Frederiksen blev stamforældre til en stor slægt af grønlandske landmænd.

Igalikuhuse:

Igaliku bliver af mange kaldt for Grønlands smukkeste bygd. De spredte stenhuse ligger på en beskyttet, frodig slette, i bunden af Igaliku Fjord. Byggeskikken i Igaliku skønnes at have en kultur- og bygningshistorisk interesse. Stedet har en særlig bygningskultur med små karakteristiske røde bygninger lavet af den lokale røde igalkusandsten. En række fællestræk gør sig gældende for husene bl.a. at ydervægskonstruktionen består af en stensat mur med utildannede sten hentet i ruinerne omkring Igaliku. Sandstenen er karakteristisk for området og har isolerende og varmeakkumulerende egenkaber. Igaliku har endvidere en speciel bebyggelsesstruktur, idet bebyggelsen er placeret rundt om et stort åbent areal – en forte. Arealet er fladt og frodigt og har derfor altid haft en særlig værdi som dyrkningsområde. Det åben areal henligger i dag som græsareal til høslet, men har også tidligere rummet en del nyttehaver. Mange af Igalikus gamle huse er selvbyggerhuse, som er opført uden egentlige bygningstegninger eller anvisninger, og husenes disponering er et resultat af ”knopskydninger” af større eller mindre udvidelser, ligesom materialer, vinduer og døre mv. ofte er flyttet fra et sted i huset til et andet.

Qanisartuut:

Henning og Cecilie Lunds hus B-345 i Qanisartuut. Huset B-345 er bygget i 1946, hvor landet stadig var under indflydelse af de amerikanske baser i forbindelse med 2. verdenskrig, og hvor der var småt med byggematerialer fra Danmark. Husets bygningskonstruktioner fortæller om en tid hvor der var mangel på byggematerialer, hvorfor man måtte anvende halve dimensioner på gulv- og loftbjælker, for at få nok til husbyggeriet. Henning Lund blev i sin tidlige ungdom udlært snedker hos tømrermester Pavia Høegh i Qaqortoq, hvilket er aflæseligt i hjemmets interiør. Henning Lund har selv fremstillet al inventar til køkkenet, og meget af det øvrige møblement i huset. Husets interiør er meget velbevaret og fortæller fint om fåreholderlivets udvikling gennem tiderne, hvorimod husets eksteriør ikke har undergået større ændringer og overvejende har bibeholdt sit oprindelige udseende, hvis man ser bort fra de nye termovinduer.

Kulturhistorisk værdi

I det verdenshistoriske perspektiv er den sydgrønlandske landbrugshistorie enestående på grund af mødet mellem folk, som kom fra hvert sit verdenshjørne. Den sydgrønlandske landbrugskultur er kommet på den danske liste over kandidater til UNESCO’s verdensarv. I Sydgrønland har der været drevet landbrug i to kronologisk adskilte, men historisk set forbundne perioder. Først kom folk med skandinavisk baggrund, som etablerede sig som bønder i en 4 - 500 år lang periode, indtil de ikke længere magtede at tilpasse sig de klimatiske og kulturhistoriske ændringer, som senmiddelalderen bød på. Senere var det sønner og døtre af inuitkulturens højtspecialiserede sælfangere som, påvirket af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fangere til bønder. Det moderne grønlandske landbrug er et resultat heraf, - en slags blandingskultur, opstået i kølvandet på øst/vest kulturmødet. I det foreslåede verdensarvsområde findes i dag 22 gårde ud af 55 gårde på landsplan. De fleste består af økonomiske enheder med moderne staldanlæg, og muligheder for dyrkning og opbevaring af vinterfoder. Der bliver løbende opført nye boliger og stalde efter selvbyggerprincippet. Etablering af marker, indhegninger, køreveje, mindre broer over elvløb mm., udføres også af brugerne selv. Denne aktive deltagelse af fåreholdere ved etablering af infra- struktur bidrager til at sikre og styrke den karakteristiske grønlandske bondekultur.

Qassiarsuk:

I 1915 blev der grundlagt en fåreavlsstation i den sydgrønlandske by Qaqortoq, som uddannede unge grønlandske elever til fåreholdere. Otto Frederiksen var i 1924 den første grønlænder, som tog springet ud i fårehold som fuldtidsbeskæftigelse, da han slog sig ned med sin familie i Qassiarsuk, det norrøne Brattahlid, hvor også nordboernes foregangsmand, Erik den Røde, slog sig ned i 985. Forsøget blev en succes, og Elisabeth og Otto Frederiksen blev stamforældre til en stor slægt af grønlandske landmænd.

Igaliku:

Bygden Igaliku indtager en særlig stilling i Grønlands historie. De bevarede ældre stenhuse i dag afspejler en bygningskultur der opstod i kølvandet på Tuperna og Anders Olsens bosættelse på stedet i 1783, tæt ved ruinerne af det norrøne bispesæde Gardar. Dette blev begyndelsen på en grønlandsk bondeslægt med traditioner, der rækker frem til nutiden. Nybyggerne byggede huse af sten fra middelalderbispens gård og genindførte kvæghold og fårehold. Bygden udviklede sit specielle særpræg, sin specielle byggeskik og bebyggelsesstruktur, som er bevaret i dag. Man kan derfor med rette hævde, at en usædvanlig samfundsform og kultur opstod i Igaliku. I 1914 blev fårene genindført i Igaliko af Amos Egede, efter at fåreavl af ukendte årsager var ophørt i anden halvdel af 1800-tallet.

Vatnahverfi:

Bortset fra Andreas Egedes der slog sig ned i Igaliku Kujalleq i 1934, blev Henning og Cecilie Lund de første fåreholdere i Vatnaverfi siden nordboerne, da de i 1946 sammen med deres tre børn og en fåreflok på 280 dyr flyttede til Qanisartuut. Parret begyndte som nybyggere med at rydde jorden, og som det var tilfældet for mange unge fåreholderfamilier, der i de år etablerede nye landbrug, var det et liv med hårdt arbejde. Huset ligger i en frugtbar egn med lettere kuperet terræn med frodige enge, søer og elve. Området tiltrak i middelalderen også nordboerne, hvad et stort antal ruiner i området vidner om.

Virkning af fredning

Fredning af bygninger medfører særlige forpligtelser i relation til bygningens vedligeholdelse, og indskrænkninger mht. at foretage ændringer. Dette følger §18, stk. 2, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder. Grønlands Nationalmuseum & Arkiv offentliggør fredninger inden 14 dage efter afgørelse herom. Ejeren, brugere med arealtildeling eller anden ret til brug af bygningen, og den kommune hvori bygningen er beliggende, samt andre relevante parter, underrettes direkte. Dette følger §21, stk. 1, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder. Ejere skal holde en fredet bygning i forsvarlig stand med hensyntagen til fredningen. Almindelig vedligeholdelse skal ske under anvendelse af samme materialer, metoder og farver som hidtil, og i overensstemmelse med bevaring af den fredede bygnings tilstand og udseende på fredningstidspunktet. Grønlands Nationalmuseum & Arkiv kan, når særlige omstændigheder taler herfor, dispensere fra kravet om anvendelse af samme materialer, metoder og farver som hidtil. Dette følger §22, stk. 1, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Virkning af anden kulturarvsbeskyttelse

Anden kulturarvsbeskyttelse af kulturhistoriske områder medfører, at der inden for området ikke må foregå aktiviteter, der kan være skæmmende eller ødelæggende for dele af området, eller for området som helhed. Grønlands Nationalmuseum & Arkiv kan dispensere herfra, når ganske særlige grunde taler herfor. Dette følger §24, stk. 4, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Vilkår

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv afgør sager om fredning samt om ændring eller ophævelse heraf. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan i forbindelse med afgørelsen fastsætte vilkår. Dette følger §19, stk. 4, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Høring

Bemærkninger til de her beskrevne påtænke fredninger og anden kulturarvsbeskyttelse kan sendes til Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Postbox 145, Hans Egedesvej nr. 8, 3900 Nuuk. Bemærkningerne skal være modtaget senest den 5. maj. Herefter vil Grønlands Nationalmuseum & Arkiv beslutte, om B-313, B-314, B-316, B-345 skal fredes, og om område D1 i bygdeplanen for Igaliku skal omfattes af anden kulturarvsbeskyttelse. Konsekvenser Fra det tidspunkt den i stk. 2 nævnte underretning er meddelt, må der ikke foretages noget, der kan hindre eller vanskeliggøre den påtænkte fredning. Dette gælder ikke i forhold til allerede meddelte tilladelser til forundersøgelser, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, is- og vandressourcer, samt til etablering af vandkraftværker og hermed forbundne forundersøgelser. Dette følger af § 19, stk. 3 og § 25, stk. 3 i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.

Annoncering

Grønlands National Museum & Arkiv vil annoncere forslaget i den landsdækkende avis Sermitsiaq.